Grundtvigs Prædikener: 4de Trinitatis-Søndag 1838

[For the benefit of any Danish readers I may have, and because I’m not sure it’s available anywhere on the net, here is the original (Danish) text of the Grundtvig sermon I translated into English in my last post.  I typed in the text from N.F.S. Grundtvigs Prædikener 1822-26 og 1832-39, edited by Christian Thodberg, vol. XI: 1837-38, pp. 253-8.]

Hellige Fader! – Dit Ord er Sandhed! Dit Ord er Liv og Aand! – Troens Ord, som maa høres! ja, Himmelske Fader! blæs Du Livsaande i dit Sandheds-Ord til Salighed, saa Dets Lyd udgaaer til Jorderigs Ender, og Dets velsignede Kraft til at skabe levende Haab og salig Trøst i Menneske-Barmen, stedse klarere aabenbares, til din eenbaarne Søn, som er vort Haab, vor Trøst og vor Frelser fra Døden, aabenbares i din Herlighed, og fornyer Jordens Skikkelse hos os efter sin Lignelse! Lader os alle bede i vor Herres Jesu Christi Navn: Fadervor! Du, som er i Himlene!

*     *     *     *     *     *     *

Kreaturets omhyggelige Forlængsel venter efter Guds Børns Aabenbarelse! – Dette Bibelsprog har længe været anseet for et af de allerdunkleste i det Ny Testamente, og da de Skriftkloge dog holdt det deres Ære for nær at bekiende, de forstod det ikke, har det, under Navn af Forklaring, maattet taale de urimeligste Fortolkninger. Finder vi det nu ogsaa saa dunkelt, at det blev kun Giætteværk, hvad vi kunde sige derom, da skulde vi naturligviis ikke sige Andet derom, end hvad vi med Sikkerhed kan og skal sige om alle dunkle Steder i Skriften, Gud skee Lov! at Ingens hverken de Lærdes eller de Læges Tro og Haab, Trøst og Salighed beroer paa Skriftklogskab, men at vi Alle har et Troens Ord af Herrens Mund, hvorpaa vi kan bygge vort Saligheds-Haab saa fast, at Død og Helvede kun forgiæves prøve paa [at] nedrive det, ja at vi har et fastere prophetisk Ord, der skinner som Natlampen til det dages og Morgenstjernen opgaaer i vort Hjerte, et fast prophetisk Ord om Herrens Aabenbarelse med Kiødets Opstandelse og det evige Liv for alle sine Troende!

Men, Christne Venner! saasnart vi troe og tale saaledes, da behøve vi kun at læse Dagens Epistel, som Alting, for at forstaaes ret, i sin Sammenhæng, for selv i den daarlige Oversættelse, vi har for os, at see, hvad Meningen nødvendig maa være, naar ellers han der skrev var selv en Christen og skrev til Christne, end sige da, naar det er den store Hedning-Apostel, der skriver for hele den Christne Menighed.

Sammenhængen er nemlig den, at Apostelen siger, vi har en Aand i os, som vidner med vor Aand at vi er Guds Børn, og som Børn er vi følgelig ogsaa Arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saa naar vi lider med Ham, skal vi ogsaa herligiøres med ham, og maae da vel finde at denne Tids Lidelser er ikke den Herlighed værd, som skal aabenbares paa os. Heraf er jo Meningen soleklar for alle Christne, som Apostelen trøster med, at ligesom Christus efter sin Lidelse opstod fra de Døde med et forklaret Legeme og indgik til sin Herlighed, saaledes skal vi ogsaa.

Læse vi nu videre at Kreaturets eller Skabningens Forlængsel venter paa Guds Børns Aabenbarelse, da maae vi vist nok finde den Tale meget utydelig fordi det slet ikke er Dansk, men dog kan vi godt slutte os til, at med Kreaturet eller Skabningen maa der menes den Deel af Guds Skabning, som vort Legem hører til, thi ligesom det var de legemlige Lidelser og den Legemlige Herliggiørelse Apostelen var ved at skrive om, saaledes finde vi ogsaa i det Følgende, at det er vort Legems Forløsning fra Forkrænkelighedens Trældom, der skal vise vi er Guds Børn, og saasnart vi derfor høre at den utydelige Tale paa Dansk skulde lyde saaledes: Naturen venter længselsfuld paa Guds Børn[s] Aabenbarelse, da finde vi intet andet Dunkelt deri, end hvad der ligger i Sagens Natur, i vort Legems dunkle men visse Sammenhæng med hele Naturen; thi saalænge denne Sammenhæng ei er blevet os klar, kan vi heller ingen klar Forestilling have om, hvad det vil sige at hele Naturen deler vor Vaande og sukker med os over den Døds og Forkrænkeligheds Lov, som alt det Legemlige er underkastet, fra Blomsten, der fødes i Dag og døer i Morgen, til de straalende Himmel-Legemer, der vel synes uforkrænkelige og æredes derfor af de blinde Hedninger som Guder, men skal dog efter vore Propheters og Apostlers Oplysning, ældes som et Klædebon og opløses ligesom vore Legemer hensmuldre, og som Malmene opløses og smelte ved Ilden.

Altsaa, Christne Venner! er Dunkelheden i Dagens Epistel kun den Samme, der nødvendig for de Dødeliges Øine hviler over Kiødets Opstandelse, der dog ligefuldt er et uundværligt Ledd i den Troes-Kiæde som forbinder os og en Ædelsteen i den Livets Krone, som er alle Guds Børns herlige Haab og sikkre Arv. Ja, m. V. det er jo visselig, som den samme Apostel skriver i et andet Brev, en stor Hemmelighed, hvorledes dette vort dødelige Legeme skal iføres Udødelighed og det Forkrænkelige iføres Uforkrænkelighed, men det er ikke desmindre vor faste Tro, at det skedte alt for længe siden, ved Guds Søns Opstandelse for os, og det er ligefuldt vort levende Haab og uudtømmelige Trøst, at det skal sees og aabenbares paa os alle, fordi vi er alle Guds Børn i Christo Jesu, skal alle gaae i Arv med den Isais Søn, og denne Hemmelighed bliver slet ikke dunklere derved, at Apostelen i Dagens Epistel melder os, at der forestaaer hele Naturen en lignende Fornyelse og Forklaring, som den bestandig sukker efter, ligesom vi sukke, skiøndt vi har annammet Aandens Førstegrøde, sukke dog over vort Legems Forkrænkelighed, og stunde efter den Dag, da Herren kommer igien og forvandler vort ringe Legeme til Lighed med Hans Herligheds-Legeme, nei Dunkelheden voxer ingenlunde ved den Aabenbaring, at hele Naturen sukker og haaber med os, venter længselsfuld paa Herrens Dag, som i det den kroner Guds Børns Haab, udfrier hele Naturen fra Forkrænkeligheds Trældom, meget mere er det som et Lyn, der giennemfarer Natten, en ny Herold, der melder Menneskens Søns Tilkommelse, thi naar vi see, at den Natur-Lov, hvorunder vi sukke er ikke, som Verdens Vise tænke, evig og uforanderlig, men kun en timelig Trældom, der skal afskaffes, og sætte hele Naturen i Frihed tilligemed os, naar vi see det, da lysner det besynderlig over Graven, over al Død og Opløsning, skiøndt en staaende Klarhed over disse Ting er i Støvet umueligt. Hvad der sikkert enkelte Gange og maaskee mangen Gang enten fristede os til Vantro eller svækkede dog vort Haab og bekymrede vort Hjerte, naar vi hørde eller læste det klart udviklet af Verdens Vise, at baade Herrens og vores virkelige, legemlige Opstandelse fra de Døde streed med alle Naturens bekiendte Love, det vil nemlig aldrig meer friste, nedslaae eller bekymre os, naar vi blive fortroelige med Apostelens Tanke-Gang, hvorefter det er ganske rigtig en Natur-Lov, der staaer vort Legems Forløsning, Frihed og Udødelighed iveien, men at denne Natur-Lov, til hele Naturens evige Fryd skal visselig afskaffes ved Hans Kraft som beviiste baade at Han kunde og at Han vilde, da Han opreiste vor Herre Jesus Christus fra de Døde, og gav os sin Aand som vidner med vor Aand, at vi er Hans Børn og Arvinger, Jesu Christi Medarvinger til Guddoms-Fylden, som, efter Faderens behagelige Villie, boer legemlig i Ham.

Ja m. V. da føle vi os ved den levende Christendom, som er Aandens Førstegrøde opløftede over Naturen og dens Love til Naturens Herre og Lovgiver, opløftede derover vist nok ikke legemlig endnu, da vi paa vort Legems Vegne maa sukke med hele Naturen, dele det dybe Døds-Suk, der giennemtoner den, svækker, undergraver og afløser hver Frydesang, men dog aandelig hævede derover, som en blot timelig Lidelse og forvindelig Smerte, der ikke fortjener at komme i Betragtning ved Siden ad den Herlighed og Glæde, vi har ivente, og har faaet sikker, usvigelig Pant paa med den barnlige Udkaarelses Aand, som vidner med vor Aand at vi er Guds Børn og beviser sin levendegiørende Kraft paa vor Sjæl paa alle vore Tanker og Følelser, som længes efter Udødelighed og kan bestaae med vor Herres Jesu Christi Tro.

Ja, kiære Venner! dette hører ogsaa til de lysere Dage jeg altid spaaer Herrens Menighed, forkynder med rolig Sikkerhed, fordi deres Morgengry har allerede naaet os, forlyster ikke blot mit Øie men fryder mit Hjerte, det hører ogsaa hertil, at vi ikke som vore Fædre skal betragte Naturen i os og omkring os, som Fiendens Eiendom, men som Guds Gierning, der aldrig kom ud af Hans Haand eller unddroges Hans Omhu, eller blev forment(?) Arbeide, hvormeget det end fordærvedes af Synden og beskæmmedes af Døden, som Syndens Sold, ja, betragte Naturen, som Guds Gierning i os og omkring os, der ingenlunde skal hades, mishandles og tilintetgiøres, men elskes, renses, helbredes og herliggiøres ja deeltage i den samme Herlighed, som vi i Aanden alt fryde os ved, i den Frihed og salige Uforkrænkelighed, hvorefter, som Apostelen siger, hele Naturen saavelsom vort Hjerte sukker, og hele Naturen længes med et vidunderligt Haab. I ingen Henseende skal vi da sætte Natur og Aabenbaring imod hinanden som uforligelige Ting, men kalde Aabenbaringen Naturens Lys og Redning, ligesom vor Herre Jesus Christus selv kalder sig Verdens Lys og Verdens Frelser, uden at bryde os om, at de Vantroe misbruge vore Udtryk, ligesom de misbruge Herrens og fordreie dem efter deres egen daarlige Indbildning, som om vi enten sagde eller meende, at Naturens kunde oplyse, helbrede og frelse sig selv, skiøndt det er vort urokkelige Vidnesbyrd, at Guds Ord er Lyset fra Begyndelsen med Livet i sig, og at vi sidde alle af Naturen i Mørke og Døds-Skygge, til vi see det store Lys i Ordet, som blev Kiød og boede iblandt os med den Eenbaarnes Herlighed, og er vort urokkelige Vidnesbyrd at der er ikke Helbredelse i nogen Anden og ei noget andet Navn under Himlen end Jesu Christi hvori Mennesket kan frelses.

Ja, Christne Venner! det er det Herlige ved Oplysnings-Tiden, som nu ved Guds Naade oprinder over os, ikke at den skiænker os noget andet Evangelium, end det, hvis Røst er udgangen til Jorderigs Ender, eller nogen anden Aand, end den samme Helligaand, som Jesus Christus døbde med fra Begyndelsen, ingenlunde det, men at vi lære bedre at kiende Guds Veie og Hans Saliggiørelses-Orden blandt alle Folk, og at vi derfor ligesaalidt lade os kyse fra Guds Gierning som fra Guds Ord ligesaalidt fra Hans gamle Skabning til gode Gierninger, som fra Hans ny Skabning i Christo Jesu til det Samme, og at vi endelig, medens vi i Herrens Navn kalde ad dem alle som vil høre, kalde med Prophetens Røst i Zions Porte: o kommer hid! hvi sætter I Pengene til hvor der ikke er Brød og spilder Umagen hvor I kan [ei] mættes, kommer her og kiøber for ingen Penge og mættes uforskyldt med Mælk og Viin, medens vi giør det, lade dem fare, som ikke vil høre, lade dem broute af Viisdom og glimre med selvgjorte Dyder, handle og vandle, som de har Lyst, lade dem staae og falde for deres egen Herre, ikke kives med dem og ei pine os selv og Menigheden med at tvette Blaamænd, eller forebygge den Misbrug af Livet og Lyset, de i Aandens saavelsom i Legemets Verden er med Nødvendighed udsatte for, og tabe ei det Mindste ved.

Ja, denne Frimodighed, Rolighed og Sikkerhed, hvormed det er glædeligt at vandre paa den Livets Vei, Herren har aabnet og banet for os, det er Oplysningens velsignede Følger ligefra Begyndelsen, og Frugterne af Livet og Lyset i kraftig Sammenvirkning det er Aandens Frugter, Vext i alle sande Dyder, som Kiærlighed føder, det ny Menneskets Vext som er skabt af Gud til at vandre med Ham i Sandheds Retfærdighed og Hellighed, ja, Frugten er et evigt Liv i Christo Jesu vor Herre Amen!

Morgenstjernerne skal synge i Chor og alle Guds Børn opløfte Frydeskrig i Jesu Navn Amen!

Advertisements
This entry was posted in Grundtvig, N. F. S., Scandinavian creation theology. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s